Æ Skurrehats deltagelse i foreningsmesse for flygtninge og indvandrere i Ringkøbing-Skjern Kommune

Tirsdag den 3. november var der foreningsmesse i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter i Skjern, arrangeret af Lærdansk (sprogskolen), kulturcentret og Frivilligheds- og Ildsjæle-akademiet. Formålet med arrangementet var at få flere herboende udlændinge til at involvere sig i foreningslivet for at opnå en bedre integration i det danske samfund.

Vi indrettede en lille stand med ”Ka de spises”, Svampeforeningens hvervefolder, nogle få bøger og Ingers svampekurv med lidt pigsvampe som det suverænt bedste blikfang. På bordet var der yderligere lidt ikke spiselige svampe, alt anrettet med vores beachflag med svampemotiv som dug.

Vores lille stand havde pænt med besøgende, minimum 60. Deltagerne i messen var meget spørgelystne, mange fortalte om, hvordan de spiste svampe i deres hjemlande, og et par af deltagerne noterede bogtitler op. Der var en positiv interesse for svampeforeningens folder, og mange spurgte til, hvilke giftsvampe, der findes i den danske natur. Arrangementet havde et fint forløb, og vi havde fornøjelse af dette kulturmøde –og så er vi selvfølgelig spændt på, om der kommer henvendelser efter arrangementet. Bliver messen gentaget, vil det være oplagt at have et tilbud om en svampetur med. Men dagen var en god oplevelse, og der var et fint indslag i TV MidtVests nyhedsudsendelse om aftenen, hvor svampefolderne blev vist frem i et par sekunder.

Inger Thamdrup og Tage Madsen