Så er det stenmorkel-tid…

 

Længere østpå er det nu ved at være tiden, hvor man går på jagt efter de spiselige morkler. Her i Vestjylland dukker de af og til op i haverne – somme tider ”importeret” med et læs flis. Men ellers må vi herovre nøjes med at se på stenmorklerne (som til trods for, at de for få år siden officielt hed ”Spiselig Stenmorkel” ikke bør sættes på menuen)

Lige nu er der mange af dem – og et af de steder, hvor de kan ses, er meget let at finde frem til. Her stod der den 16. april mindst 30 frugtlegemer i et brandbælte øst for Blåbjerg Plantage (ikke den syd for Nymindegab men mellem Ulfborg og Holstebro)

Man kommer frem til stedet ved at dreje til højre (mod syd) fra hovedvejen ved Råsted og køre ca. 6 km ad Nymøllevej/Råstedvej – først asfaltvej, senere grusvej gennem plantagen. Når man kommer ud af plantagen til et stort hedearal til venstre for vejen (Blåbjerg Hede) parkeres cyklen eller bilen og resten af turen foregår til fods:

Følg stien mod nord i kanten af heden langs skovbrynet godt 1 km. Overfor en lille sø på venstre hånd drejes til højre (mod øst/sydøst) langs en høj granskov (stadig i kanten af heden), Når de høje graner slutter efter ca. 600 m går brandbæltet mod venstre (mod NØ) – og et stykke nede kan man finde de første svampe.

Stenmorkel 2015

FOTO: Stenmorkler ved Blåbjerg Plantage 16/4 2015 (Foto: Benny Christensen)